Offentligt møde om grøn pulje Høegholm
Torsdag den 27. november 2025 kl. 17.00-20.00 er Syddjurs Kommune vært for et offentligt møde om Grøn Pulje Høegholm. Puljen på ca. 7,2 mio. kr. er til almennyttige formål i området omkring Høegholm Energipark.
Torsdag den 27. november 2025 kl. 17.00-20.00 er Syddjurs Kommune vært for et offentligt møde om Grøn Pulje Høegholm. Puljen på ca. 7,2 mio. kr. er til almennyttige formål i området omkring Høegholm Energipark.
Når der kommer solcelleanlæg i de syddjurske landskaber, kommer der også grøn-pulje-midler til lokale projekter. Greenvolt Power Danmark etablerer Høegholm Energipark, og det udløser ca. 7,2 mio. kr. til Grøn Pulje Høegholm.
Folketinget har besluttet, at kommuner skal oprette en grøn pulje, som opstillere af vedvarende energianlæg (VE-anlæg) skal indbetale til. Puljen skal anvendes til almennyttige formål. Formålet med grøn pulje er at bidrage til lokal og kommunal opbakning til opførelse af VE-anlæg, blandt andet solcelleanlæg.
Størrelsen på den enkelte grønne pulje afhænger af størrelsen på VE-anlægget. Høegholm Energipark kommer til at rumme et solenergianlæg på ca. 63 megawatt, hvilket giver en grøn pulje på ca. 7,2 mio. kr. Greenvolt Power Danmark er opstiller af Høegholm Energipark og finansierer Grøn Pulje Høegholm.
Erhvervs- og planudvalget i Syddjurs Kommune har fastlagt kriterierne for at modtage tilskud fra grøn pulje i Syddjurs. Beboere inden for fem kilometer fra VE-anlæg betragtes som naboer og vil have høj prioritet; derefter følger det øvrige lokalområde og sidst resten af kommunen. Der kan ydes tilskud fra puljen til både landskabelige, rekreative og kulturelle formål.
Ansøgere kan samtænke deres ideer
Syddjurs Kommune understøtter ansøgere i ansøgningsprocessen, og Erhvervs- og planudvalget tager beslutning om tilskud. Frist for endelig ansøgning er 30. marts 2026, og frist for forhåndsansøgning er 11. januar 2026. Læs mere på www.syddjurs.dk (søg efter "Grøn Pulje").
Det offentlige møde om Grøn Pulje Høegholm er målrettet borgere og aktører i området omkring Høegholm Energipark. På mødet vil Syddjurs Kommune informere om Grøn Pulje Høegholm og ansøgningskriterierne samt andre relevante puljer, som ansøgere samtidig kan søge til deres projekter. Mødet lægger op til, at deltagerne taler sammen på tværs af deres projektidéer, så de har mulighed for at koordinere og eventuelt samtænke projektidéer.
Syddjurs Kommune laver en plakat med din projektidé
Har du allerede nu en god idé til et projekt, som vil søge tilskud fra Grøn Pulje Høegholm, kan du sende den til bida@syddjurs.dk. Så sætter Syddjurs Kommune din projektidé op på en plakat, som du kan præsentere på det offentlige møde på Rosmus Skole den 27. november.
Læs mere om Grøn Pulje i Syddjurs Kommune på www.syddjurs.dk (søg efter "Grøn Pulje").
Tid, sted og tilmelding
- Torsdag den 27. november 2025 kl. 17.00 - 20.00
- Rosmus Skole, Bispemosevej 5, 8444 Balle
- Af hensyn til forplejning er der tilmelding på www.syddjurs.dk (Søg efter "Offentlige møder om Grøn Pulje").
Fristen for tilmelding er kl. 12.00 samme dag, som mødet finder sted.
Birgitte Damgaard Nielsen, Civilsamfundskonsulent, Kultur og Fritid
Mobil: 21 66 50 53Mail: bida@syddjurs.dk