Performing landscapes - fortolkning af landskab med kunst
Den kommunale halvø og havnen i Ebeltoft danner ramme om to dages kunstneriske oplevelser den 12. og 13. september. Der afholdes samtidig åbent kontor for Syddjurs Kommunes spændende projekt Folkeparken på Halvøen i Ebeltoft, en del af Ebeltoft i Udvikling.
Vi søger frivillige, der vil hjælpe til ved festivalen - scroll ned på siden her for at læse mere
Kunstplatformen Metropolis, som arbejder med stedsspecifik og samfundsrelevant scenekunst, står bag det komprimerede festivalformat Performing Landscapes, som i løbet af 2025 kan opleves i 11 danske kommuner.
Den 12.-13. september kommer seks vidt forskellige performancekunstnere dermed til Ebeltoft, hvor de i forskellige kunstneriske formater vil fortolke landskaber og omgivelser, hvor der er noget på spil.
Halvøen
Syddjurs Kommune har i dialog med Metropolis udpeget netop den kommunale halvø, som står overfor en markant transformation i løbet af de næste år, hvor realiseringen af Folkepark-projektet gennemføres som et led i udviklingsprojektet Ebeltoft i Udvikling. Stedet er præget af både historiske lag og samtidige forandringer.
Den jord, der blev flyttet for at gøre plads til Fregatten Jylland, har sat sit præg på landskabet, som i dag både rummer spor af byen og åbne, mere rå naturtræk - og er nu et sted, mange kender fra sommerdage og gåture i vandkanten.
Festivalen
På de to festivaldage kan man opleve værker i forskellige formater - vandreforestilling, performance, mini-opera, iscenesat samtale, m.m. I spændingsfeltet mellem fortid, nutid og fremtid inviterer kunstnerne deltagere og publikum til at "lægge øret til" halvøen og undersøge, hvordan natur og kultur sameksisterer i mellemrummet mellem Ebeltoft Vig og byen. Forandringer bliver i sig selv en fortælling - og her inviterer det kunstneriske format deltagerne til at sanse, bevæge sig med og måske endda at lade sig forandre.
Performing Landscapes tilbyder på den måde nye måder at opleve halvøen og hinanden og minder os om, at vi ikke kun former landskabet, men også formes af det. Blandt de deltagende kunstnere finder man blandt andet den lokale Christine Fentz, som med sit teater Secret Hotel inviterer til performancen "What is water?".
Performance for alle
Performing Landscapes har rødder i en kunstnerisk praksis, hvor naturen er med på egne præmisser, og hvor værkerne søger at skabe forandring i en tid præget af økologisk sammenbrud. Kunsten rykker ud i naturen for at undersøge, hvordan vi sætter nye værdier i spil.
Det er gratis at booke billet til Performing Landscapes, og man behøver ikke have kendskab til performancekunst eller teater. Der er netop lagt op til, at alle er velkomne som både publikum og deltagere. Der venter smukke, anderledes, sjove og sære oplevelser, og både lokale borgere og besøgende i kommunen kan se frem til en særlig oplevelse, om man deltager i én performance eller hele programmet. Beskrivelser af de seks forestillinger findes på Metropolis' hjemmeside (metropolis.dk/performing-landscapes-ebeltoft).
Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget har støttet festivalen økonomisk, og formand for udvalget Heine Skovbak Iversen siger:
"Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget er glade for, at Ebeltoft kan være vært for en kunstnerisk begivenhed, hvor kunsten spiller sammen med de strategiske og planmæssige tiltag, der er i gang i byen. Det er spændende på den måde at bringe faglighederne tættere på hinanden, og jeg håber, at mange vil deltage - også selvom de ikke har været til performance før".
Åbent kontor fredag eftermiddag
I forbindelse med Performing Landscapes inviterer Syddjurs Kommunes projekt Folkeparken på halvøen i Ebeltoft til åbent kontor på Horisonten ved strandbaren på halvøen, som også bliver det centrale mødested for festivalens kunstnere og gæster.
Her står medarbejdere fra projektet klar til at fortælle om, hvor langt man er med Folkeparken, der blandt andet kommer til at bestå af en park, et havnebad og kystsikring af Ebeltoft by. Det er fredag den 12. september kl. 13-17.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til projektet, og Syddjurs Kommune inviterer alle interesserede med ind i maskinrummet i udformningen af Folkeparken.
PROGRAM
Fredag den 12. september
Kl. 13-17: ÅBENT KONTOR - Folkeparken i Ebeltoft. Hør om projektet og mød medarbejderne. Foregår ved strandbaren ved Horisonten
Kl. 13.15 Introduktion
Kl. 13.30-17.30 'You May Rest' af hello!earth (installation/drop-in)
Kl. 13.30-14.00 'Bird Opera' af Madeleine Kate McGowan & Lucie Cure
Kl. 14.15-15.00 'What is Water' af Secret Hotel/Christine Fentz
Kl. 15.15-16.30 'Sirene' af Sara Vilardo
Kl. 15.15-16.45 'Tingenes Råd' af Maja Kristine Christensen
Kl. 17.00-18.30 'Indhyllet' af Institute of Interconnected Realities
Gratis billetter til én eller flere forestillinger bookes på go-syddjurs.dk.
PROGRAM
Lørdag den 13. september
Kl. 10.30-14.30 'You May Rest' af hello!earth (installation/drop-in)
Kl. 10.30-11.00 'Bird Opera' af Madeleine Kate McGowan & Lucie Cure
Kl. 11.15-12.30 'Sirene' af Sara Vilardo
Kl. 11.15-12.45 'Indhyllet' af Institute of Interconnected Realities
Kl. 13.00-13.45 'What is Water' af Secret Hotel/Christine Fentz
Kl. 13.00-13.30 'Bird Opera' af Madeleine Kate McGowan & Lucie Cure
Kl. 14.00-15.30 'Indhyllet' af Institute of Interconnected Realities
Kl. 14.00-15.30 'Tingenes Råd' af Maja Kristine Christensen
Kl. 15.45-16.30 'What is Water' af Secret Hotel/Christine Fentz
Gratis billetter til én eller flere forestillinger bookes på go-syddjurs.dk.
Man vælger selv, om man vil være med en hel dag eller opleve udvalgte performances.
Læs mere om Performing Landscapes
Læs mere om Folkeparken på halvøen
FOR FRIVILLIGE
Har du lyst til at være frivillig til performing landscapes?
Vagter: 3-4 timers varighed
Fredag den 12. september
1. vagt: Kl.12.30-15.00
2. vagt: Kl.15.00-19.00
Lørdag den 13. september
1. vagt: Kl.10.00-13.45
2. vagt: Kl.13.45-17.00
Mødested: Horisonten v. Ebeltoft Strandbar.
Opgaver: Praktisk hjælp til kunstnerne, guide publikum til forestillinger, formidle program til fremmødte og praktiske forhold til publikum.
Vi tilbyder lidt forplejning og dækning af transportomkostninger. Det bliver sjovt og hyggeligt og vi garanterer, at I bliver taget godt imod og får nogle hyggelige timer i godt selskab med kunstnerne, publikum og vores dygtige medarbejdere.
Arrangør: Metropolis og Syddjurs Kommune
Tilmelding / kontakt:
Maria Vandborg, Kultur og fritid
Mail: mapv@syddjurs.dk
Mobil: 21 16 35 50
Send navn, mail og mobil nr. og hvilken vagt / vagter du kan påtage dig
Og kontakt endelig Maria, hvis der er spørgsmål.
Du bliver kontaktet efter tilmelding og får en beskrivelse af opgaver og mødested mm., så du er klædt godt på til opgaven, inden du møder op.
Syddjurs Kommune
Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36
hello!earth2 Foto_ Marine Gastineau.jpg
Madeleine Kate McGowan 7-Foto_ Marine Gastineau.jpg
Sara VIlardo9_Foto_STAMPA.jpg