Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Syddjurs Kommune åbner for dialog om frivilligcenter – afhænger af Budget 2027

Social- og beskæftigelsesudvalget peger på potentialet i et frivilligcenter og inviterer lokale kræfter til at byde ind forud for Budget 2027​​​​​​​

27. apr. 2026

Indhold

     

    Social- og beskæftigelsesudvalget peger på potentialet i et frivilligcenter og inviterer lokale kræfter til at byde ind forud for Budget 2027​​​​​​​

     
     

    Social- og beskæftigelsesudvalget i Syddjurs Kommune melder nu en mulig kommende satsning ud: Et frivilligcenter i kommunen. En eventuel etablering forudsætter dog, at der afsættes midler i forbindelse med Budget 2027.

     

    Med meldingen ønsker udvalget at give lokale aktører tid til at forberede sig - herunder undersøge mulighederne for at søge statslig støtte fra Ansøgningspuljen til etablering af nye frivilligcentre under Social- og Boligstyrelsen.

     

    Formand for Social- og beskæftigelsesudvalget, Jesper Yde Knudsen udtaler:

     

    - Vi ved, at det tager tid at opbygge et stærkt fundament for et frivilligcenter. Derfor vil vi i Social- og beskæftigelsesudvalget allerede nu give et tydeligt signal om, at vi ser positivt på idéen - naturligvis under forudsætning af, at det bliver prioriteret i Budget 2027. Vi vil gerne opfordre interesserede aktører til at overveje, om de vil byde ind på en eventuel etablering af et frivilligcenter i Syddjurs Kommune.

     

    Syddjurs Kommune samarbejder allerede i dag med civilsamfundet på social- og beskæftigelsesområdet - blandt andet gennem sociale væresteder, fritidsguides og partnerskaber med foreninger og virksomheder.

     

    Et frivilligcenter vil kunne synliggøre og videreudvikle disse samarbejder og herved understøtte kommunens fokus på stærke fællesskaber.

     

    Invitation til lokale aktører

    Udvalget opfordrer interesserede aktører til at overveje, om de ønsker at spille en rolle i etableringen af et frivilligcenter i Syddjurs Kommune.

     

    Et frivilligcenter er en uafhængig organisation, typisk en forening eller selvejende institution, der arbejder for at styrke det frivillige sociale arbejde i et lokalområde. Centret tilbyder blandt andet rådgivning til foreninger, skaber netværk og hjælper borgere ind i fællesskaber.

     

    Mulighed for statslig støtte

    Der findes i dag 71 frivilligcentre i Danmark. Social- og boligministeriet har tidligere år ydet støtte til etablering over en toårig periode, hvorefter et frivilligcenter kan opnå varig grundfinansiering.

     

    For at komme i betragtning til etableringsstøtte skal ansøgere blandt andet kunne dokumentere en plan for etablering, en bredt sammensat bestyrelse og en strategi for at udvikle centret til en bæredygtig og uafhængig organisation.

     

    Syddjurs Kommune forventer at Social- og boligministeriet udmelder en ansøgningsfrist til puljen i 3. kvartal 2026 med ansøgningsfrist i 4. kvartal 2026.

     

    Sagen om et muligt frivilligcenter blev behandlet på Social- og beskæftigelsesudvalgets møde den 14. april 2026. Læs mere under punkt 40 "Muligheder i forhold til at etablere et frivilligcenter":

     

    https://aabendagsorden.syddjurs.dk/dagsorden/social-og-beskaeftigelsesudvalget-sb-14-04-2026-07-30

     

    Fakta om frivilligcentre

    • Et frivilligcenter er en uafhængig forening eller selvejende institution med lokalt fokus
    • Formålet er at støtte, udvikle og synliggøre frivilligt socialt arbejde og foreningsliv, som har et socialt sigte
    • Der findes 71 frivilligcentre i Danmark
    • Staten yder etableringsstøtte mod kommunal medfinansiering
    • Kommunal medfinansiering kan være både økonomisk støtte og lokaler

     

     
     
    Kontaktinformation

    Formand for Social- og beskæftigelsesudvalget, Jesper Yde Knudsen 23839891

     

    Syddjurs Kommune

    Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36

    Social media icon Social media icon Social media icon