Syddjurs Kommune beklager gener ved opstart af gravearbejde i Rønde
Genoptagelsen af arbejdet på Hovedgaden i Rønde har i denne uge givet større gener for trafikanter og lokale virksomheder end forventet. Syddjurs Kommune beklager forløbet og har reageret på de konkrete problemer.
Genoptagelsen af arbejdet på Hovedgaden i Rønde har i denne uge givet større gener for trafikanter og lokale virksomheder end forventet. Syddjurs Kommune beklager forløbet og har reageret på de konkrete problemer.
Aqua Djurs og Syddjurs Kommune gennemfører aktuelt et større projekt på Hovedgaden i Rønde med modernisering af gaden og kloakseparering. Arbejdet begyndte i 2025 og fortsætter gennem 2026 og ind i 2027 i forhold til kloakseparering. Efter en gravefri sommerperiode fra uge 28 til og med uge 35 blev arbejdet med modernisering og kloakseparering af Hovedgaden genoptaget i denne uge.
Opstarten er ikke forløbet tilfredsstillende. Blandt andet har afspærringer og skiltning nogle steder givet udfordringer, og onsdag og torsdag morgen opstod der betydelige trafikale problemer omkring Hovedgaden, Molsvej og Grenåvej.
Sanne Attermann, chef for Teknik og Miljø udtaler:
- Vi vil gerne, på kommunens og entreprenørens vegne, beklage de gener og den usikkerhed, som opstarten har medført for både borgere, trafikanter og ikke mindst de lokale virksomheder. Et stort anlægsprojekt midt i en by vil uundgåeligt kunne mærkes, men opstarten efter den gravefri periode har ikke været tilfredsstillende. Det følger vi nu tæt op på sammen med entreprenøren og vores samarbejdspartner Aqua Djurs.
Midlertidigt signalanlæg gav lange køer
En væsentlig årsag til onsdagens og torsdag morgens trafikale problemer var et midlertidigt signalanlæg opstillet af entreprenøren ved Molsvej, som var i strid med det aftalte. Det opsatte anlæg var tidsstyret og kunne derfor ikke tilpasse sig de store udsving i trafikmængden hen over dagen. Samtidig var arbejdsområdet større end forudsat. Det medførte lange ventetider og køer.
Entreprenøren blev derfor påbudt at ændre forholdene, og torsdag formiddag blev signalanlægget taget ud af drift.
En ny løsning skal blandt andet sikre, at signalreguleringen i højere grad kan tilpasses den aktuelle trafik. Der skal samtidig være tydelige og sikre passager for fodgængere og så gode muligheder for varelevering til virksomhederne som muligt.
Afspærringer justeres løbende
Der har også været kritik af afspærringerne langs Hovedgaden. Afspærringer er nødvendige og lovpligtige for at sikre både medarbejdere, trafikanter og fodgængere omkring arbejdsområdet.
Der har dog været steder, hvor afspærringerne har været placeret uhensigtsmæssigt. Kommunen følger derfor løbende op og får placeringen justeret, hvor det er muligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Arbejdet fortsætter mod Grenåvej
Den kommende etape strækker sig fra området ved boghandleren og frem mod begyndelsen af Grenåvej. Her skal der blandt andet kloaksepareres, sættes nye kantsten og etableres nye belægninger.
Arbejdet vil påvirke trafikken gennem krydset ved Hovedgaden, Molsvej og Grenåvej.
Det forventes på nuværende tidspunkt, at selve gravearbejdet på denne del kan være afsluttet i uge 45. Belægningsarbejdet fortsætter løbende i de områder, hvor gravearbejdet er afsluttet.
Syddjurs Kommune vil løbende informere om større ændringer i arbejdet og trafikafviklingen på kommunens hjemmeside og Facebooksiden.
Læs mere på https://www.syddjurs.dk/hovedgaden
Chef for Teknik og Miljø Sanne Attermann 28 59 55 55