Syddjurs og DBU fortsætter samarbejdet
Syddjurs Kommune, DBU og DBU Jylland forlænger deres velfærdsalliance frem til 2031. Sammen med de lokale fodboldklubber vil parterne åbne fodboldens fællesskaber for endnu flere borgere og bruge sporten til at fremme trivsel, sundhed og deltagelse.
Syddjurs Kommune, DBU og DBU Jylland forlænger deres velfærdsalliance frem til 2031. Sammen med de lokale fodboldklubber vil parterne åbne fodboldens fællesskaber for endnu flere borgere og bruge sporten til at fremme trivsel, sundhed og deltagelse.
Kære lokalpresse, hermed videresendt i tilfælde af, at I ikke har modtaget den direkte fra DBU.
Kopi af pressemeddelelse fra DBU Danmark den 20. august 2026, kan også tilgås her:
Lokale fodboldklubber i centrum for ny velfærdsalliance
Siden 2022 har Syddjurs Kommune, DBU og DBU Jylland samarbejdet om at udvikle fodbolden og dens fællesskaber i kommunen. Nu fortsætter samarbejdet med en ny femårig velfærdsalliance.
Ambitionen er fortsat klar: Fodbolden skal være for alle og samtidig bidrage til løsningen af lokale velfærdsopgaver. Det gælder blandt andet gennem aktiviteter for børn og unge, tilbud til sårbare målgrupper og en tættere bro mellem klubber, skoler og dagtilbud.
"Fodbold er en del af hverdagen for rigtig mange mennesker, og derfor har den også et stort potentiale uden for selve banen. Med velfærdsalliancen kan vi sammen med Syddjurs Kommune, DBU Jylland og de lokale klubber bruge fodbolden til at skabe relationer, bevægelse og fællesskaber for mennesker, som ikke nødvendigvis finder vej ind i dem af sig selv," siger Jesper Møller, formand i DBU.
Bedre rammer til lokale klubber
En vigtig del af aftalen handler om at skabe gode rammer for netop de lokale klubber og deres frivillige. Det indebærer blandt andet klubudvikling, træneruddannelse og fortsættelsen af Syddjurs Fodboldlounge, hvor klubberne kan mødes om sparring, viden og udvikling.
"Det er ude i klubberne, at ambitionerne skal blive til virkelighed. Derfor skal vi gøre det attraktivt at være frivillig og træner og samtidig hjælpe klubberne med at udvikle tilbud, der passer til deres lokalområde. Stærke klubber giver ganske enkelt bedre muligheder for, at flere kan finde deres plads i fodbolden," siger Ole Ladefoged, formand for DBU Jylland.
For Syddjurs Kommune ligger alliancen i naturlig forlængelse af kommunens arbejde med levende lokalsamfund, frivillighed og lige adgang til fritidsaktiviteter.
"Vi har stærke foreninger og mange engagerede frivillige i Syddjurs, og de er med til at få vores lokalsamfund til at hænge sammen. Med denne aftale kan vi bygge videre på det fundament og skabe endnu flere muligheder for, at kommunens borgere kan være aktive og blive en del af et lokalt fællesskab," siger Michael Harregaard Stegger, Borgmester i Syddjurs Kommune.
Michael Mikkelsen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Syddjurs Kommune uddyber:
"Fodboldklubberne spiller en særlig rolle i vores mindre byer og landdistrikter. Her er der ikke altid det samme udbud af fritidstilbud som i de større byer, og derfor betyder det ekstra meget, at der er stærke lokale foreninger, hvor børn, unge og voksne kan mødes og være en del af et fællesskab. Her er Velfærdsalliancen med til at styrke klubberne og de frivillige, som får de fællesskaber til at leve."
Velfærdsalliancen løber fra 1. august 2026 til 31. juli 2031.
Fotos: Syddjurs Kommune
Michael Harregaard Stegger, Borgmester, mobil 23728678
Michael Mikkelsen, udvalgsformand, Kultur,-fritids-og landdistriktsudvalget, mobil 41625960