Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Vil du være med til at styrke kunsten i Syddjurs?

Kunstrådet søger 4 nye medlemmer, der brænder for billedkunst, kunstformidling og arkitektur. Send ansøgning senest den 2. september 2026.

12. aug. 2026

Indhold

     

    Kunstrådet søger 4 nye medlemmer, der brænder for billedkunst, kunstformidling og arkitektur. Send ansøgning senest den 2. september 2026.

     
     

    Har man en professionel baggrund inden for kunst og et ønske om at bidrage til udviklingen af kunst i det offentlige rum i Syddjurs, er man velkommen til at stille op til Kunstrådet.

    Kunstrådet er Syddjurs Kommunes kunstfaglige organ, der arbejder for at styrke den professionelle billedkunst. Rådet støtter og igangsætter kunstneriske initiativer, vejleder i større projekter og bidrager til kunst i offentligt byggeri og byrum.

     

    I 2023 - 2026 har Kunstrådet arbejdet med at realisere flere strategiske projekter fra Syddjurs Kommunes Kunststrategi og har været med til kunstfagligt at prioritere, når den kommunale pulje til kunst i det offentlige rum skal anvendes.

     

    Kunstrådet har været aktivt i tilvejebringelsen af statsligt tilskud til kunstnerisk udsmykning af passager i Rønde. I 2026 opstartede Kunstrådet i samarbejde med en række lokale kulturinstitutioner Værk 20 - en kunstskole for unge.

     

    Rådet arrangerer events og tager på en årlig inspirationstur. I år skal Kunstrådet deltage i Kulturmødet på Mors. Årets temaer er blandt andet "Demokrati og Opbrud" og "Kunstnerliv". Kunstrådet skal også høre om erfaringer med borgerinvolverede kunstprojekter i det offentlige rum. Rådet understøttes med sekretariatsbistand fra Kultur og Fritid i Syddjurs Kommune.

     

    Om Kunstrådet
    Rådet består af seks medlemmer, som alle bor i kommunen. Alle har en faglig baggrund inden for billedkunst, kunsthåndværk og arkitektur. Rådets medlemmer sidder for to år ad gangen.

     

    Professionelle kunstnere defineres som personer med en afsluttet kunstuddannelse, et konsekvent udstillingsvirke eller medlemskab af Billedkunstnernes Forbund (BKF).
     

    Nye medlemmer søges
    Til 2027-2028 søges fire nye medlemmer til kunstrådet. Èn skal have en arkitektfaglig baggrund og tre skal være udøvende professionelle kunstner, kunstkyndig eller professionel formidler af kunst.

     

    Medlemmer af Kunstrådet modtager mødediæter og honorar ved større kunstopgaver. Vi forventer, at du deltager i rådets møder og enkelte arrangementer samt bidrager med kunstfaglig sparring ved relevante kunstprojekter.

     

    Vil du være medlem af Kunstrådet? Så send en motiveret ansøgning og et kort relevant CV til Kultur og Fritid på kulturogfritid@syddjurs.dk senest den 2. september 2026. Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget vælger derefter medlemmerne på sit møde den 30. september 2026.

     

    For mere information kan forperson for Kunstrådet Hans Kiib kontaktes på mobil 21 14 24 64, mail: kiib@create.aau.dk og kulturkonsulent i Syddjurs Kommune Maria Vandborg på mobil 21 16 35 50, mail mapv@syddjurs.dk.

     
     
    Kontaktinformation

    Lene Bjarke Skov, afdelingsleder, Kultur og Fritid, mobil: 24 76 78 12. 

     

    Syddjurs Kommune

    Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36

    Social media icon Social media icon Social media icon

    Vedhæftede filer