Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Virksomhedspriser 2026: Indstil DIN favorit senest den 1. april 

Til og med 1. april kan alle indstille kandidater til "Årets erhvervsvirksomhed" og "Den sociale virksomhedspris". Vinderne afsløres til sommermødet for erhvervslivet, som finder sted den 18. juni. 

09. mar. 2026

Indhold

     

    Til og med 1. april kan alle indstille kandidater til "Årets erhvervsvirksomhed" og "Den sociale virksomhedspris". Vinderne afsløres til sommermødet for erhvervslivet, som finder sted den 18. juni. 

     
     

    Kender du en virksomhed i Syddjurs, som er noget helt særligt? Måske er det din egen arbejdsplads, måske er du kunde i virksomheden eller måske ejer du den selv?

     

    Uanset hvad, kan alle nu indstille netop deres favorit-kandidat til Syddjurs Kommunes to virksomhedspriser: Årets erhvervsvirksomhed og Den sociale virksomhedspris. 

     

    Priserne blev indstiftet i 2024 af Erhvervs- og planudvalget og Social- og beskæftigelsesudvalget. Udvalgene ønsker at fremhæve og anerkende de virksomheder, der gør en betydningsfuld indsats på det lokale arbejdsmarked og inden for erhvervslivet i Syddjurs Kommune. 

     

    Årets erhvervsvirksomhed

    For at komme i betragtning til prisen som Årets erhvervsvirksomhed skal virksomheden have markeret sig på mindst ét af følgende områder (et eller flere - det er ikke nødvendigt at opfylde alle kriterier). Det anbefales, at der i indstillingen vælges max. 3 kriterier, som uddybes i begrundelsen for indstillingen.

    • At virksomheden er gået forrest i en indsats for grøn omstilling og øget bæredygtighed
    • At virksomheden har oplevet en vækst, eksempelvis i form af nye arbejdspladser
    • At virksomheden har bidraget til at sætte Syddjurs Kommune på landkortet
    • At virksomheden har skabt resultater via innovation, produktudvikling eller digitalisering
    • At virksomheden har bidraget til udvikling af turismen i Syddjurs, herunder nye tilbud
    • At virksomheden har bidraget til erhvervsmæssig udvikling af et lokalområde i Syddjurs
    • At virksomheden tager et socialt ansvar. 

    Herudover er det et krav, at virksomheden har et CVR-nr. eller P-nr. med adresse i Syddjurs Kommune.

     

    Formand for Erhvervs-og planudvalget Kasper Kolstrup Møller siger: 

     

    "Vi glæder os meget til endnu engang at hædre det lokale erhvervsliv. Der er så mange virksomheder i Syddjurs, som yder en fantastisk indsats. Med prisen Årets erhvervsvirksomhed ønsker vi at fremhæve de lokale virksomheders store betydning for vækst og udvikling i Syddjurs". 

     

    Den sociale virksomhedspris

    Denne pris hædrer virksomheder, som tager et socialt ansvar for at rumme mange forskellige typer medarbejdere på arbejdspladsen. 
     

    Kritierierne er:

    • At virksomheden giver plads til de borgere, der ellers har svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet
       
    • At virksomheden samarbejder med Syddjurs Kommune om at skabe virksomhedspraktikker samt at være med til at højne uddannelsesniveauet - eksempelvis ved at tilbyde elev- og lærlingepladser
       
    • At virksomheden ansætter eller fastholder medarbejdere, der har en nedsat arbejdsevne. Det kan være i fleksjob og småjobs.

    I 2026 er det særligt udvalgte kriterie for at komme i betragtning til den sociale virksomhedspris, at virksomheden arbejder med at hjælpe borgere med varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det kan blandt andet være gennem fleksible arbejdsvilkår, støtte og vejledning til opgaveløsningen, hjælpemidler og lignende.

     

    Jesper Yde Knudsen, formand for Social-og beskæftigelsesudvalget, siger:

     

    "Selvom beskæftigelsen er høj, kan det fortsat være en udfordring for udsatte borgere, f.eks. dem med en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Derfor ønsker vi med dette kriterie at sætte særligt fokus på virksomheder, der skaber plads til denne gruppe borgere på arbejdspladserne". 

     

    Sådan indstiller du - frist er den 1. april 

    Alle kriterier behøver som nævnt ikke at være opfyldt (for den sociale virksomhedspris skal årets særlige kriterie dog være imødekommet).

     

    Alle kan indstille kandidater (også personer, som ikke er bosat i Syddjurs), og virksomheder kan indstille sig selv. Eneste krav er, at virksomheden, der indstilles, ligger i Syddjurs Kommune.

     

    syddjurs.dk/virksomhedspriser kan man læse mere, og det er også her, man kan indstille kandidater til en eller begge priser. Fristen for at indstille er den 1. april 2026.

    Beslutning om prismodtagere træffes i udvalgene i maj. De nominerede får direkte besked hurtigt herefter. 

     

    Begge priser består af et gavekort på 5000 kroner til et socialt arrangement for hele virksomheden efter eget valg samt et diplom. I 2026 uddeles priserne - i lighed med tidligere år - på sommermøde for erhvervslivet. Mødet finder sted den 18. juni. 

     

    Sidste års vindere 

    Vinderne i 2025 var hhv. Koed A/S (den sociale virksomhedspris) og Hjelm & Henriksen A/S (årets erhvervsvirksomhed). 

     

    For den sociale virksomhedspris var øvrige med i det endelige opløb i 2025:

    • Sol og Strand Ebeltoft
    • Gartneriet ØkoUrt ved PGU Rosenholm.

    For årets erhvervsvirksomhed var øvrige med i det endelige opløb i 2025:

    • Malerfirma Globe Overfladeteknik Aps
    • Ecotop ApS

    Læs mere og indstil kandidater på: 

    www.syddjurs.dk/virksomhedspriser

     
     
    Kontaktinformation

    Erhvervskonsulent Bo Nymark Kristensen på mobil 21 35 36 57 / mail: bokr@syddjurs.dk eller udviklingskonsulent Lone Egeberg på mobil 23 30 01 06 / mail: loeg@syddjurs.dk

     

    Syddjurs Kommune

    Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36

    Social media icon Social media icon Social media icon

    Vedhæftede filer