Syddjurs Kommune har en klimamålsætning for en 55 % reduktion i land- og skovbrugssektoren i forhold til 1990 - svarende til en reduktion på 153.000 ton årligt fra 2030
Måden vi anvender kommunens arealer på har stor betydning for niveauet af CO2-udledninger i Syddjurs. Fx har skov et optag af CO2, mens arealanvendelse til landbrug samlet set har en udledning.
Syddjurs Kommune dækker et areal på 693 km2. Landbrugsarealet udgør ca. 395 km2 af dette – og optager dermed ca. 57% af arealet i kommunen. Således bidrager udledninger fra landbrugets arealanvendelse betydeligt til Syddjurs Kommunes samlede CO2-udledning.
En grøn omstilling af Syddjurs Kommune vil indeholde en omlægning af arealerne fx gennem udtagning af lavbundsjorde, skovrejsning og omlægning af landbrugsarealer til natur med mere. Vigtigt i den sammenhæng er - udover at have fokus på CO2-reduktioner - også at sikre synergier til eksempelvis naturudvikling og grundvandsbeskyttelse.
Vi opnår vores målsætning fx ved at:
Gennemføre lavbundsprojekter
Samarbejde med Djursland Landboforening om data, forskning og klimavenlig dyrkning
Undersøge fremtidig muliggørelse af et større biogasanlæg og energiudvikling med biogas
Gennemføre skovrejsning
Sikre synergier i projekter, så naturpleje og ny natur kan tjene flere formål. Fx skovrejsning, der styrker grundvandsbeskyttelse mv.
Øge indsatserne for et balanceret samspil mellem landbrug og natur. Ud fra arealernes potentialer og placering, skal de bidrage til større effektivitet, billigere drift, højere naturværdi og mindre udledning af drivhusgasser