Hornslet er udvalgt som én af 14 byer, der skal deltage i den statslige forsøgsordning for frie bymidter. Forsøgsordningen giver de deltagende kommuner spillerum til at afprøve nye initiativer i bymidten, som skal være med til at skabe mere byliv. Samtidig giver forsøgsordningen adgang til en samlet pulje på 130 mio. kr., som skal deles ligeligt mellem de 14 kommuner.
Indsatserne i Hornslet er geografisk afgrænset til området omkring Tingvej og Byvej i byens centrum. Området strækker sig fra letbanestationen i nord til SuperBrugsen i syd og fra administrationsbygningen i vest til Byporten i øst. Se kort. Her er målet at skabe en mere levende og tryg bymidte, der inviterer til ophold. Da projektet indgår i en forsøgsordning, med en begrænset økonomi og indenfor en forholdsvis kort tidsperiode, vil flere af indsatserne i byrummet have en midlertidig karakter.
Her på siden kan du orientere dig om projektets baggrund og følge med i de konkrete forsøg.
Har du holdninger eller idéer til bymidtens udvikling, er du meget velkommen at kontakte projektlederen. Find kontaktoplysningerne i bunden af siden
Baggrund
Hornslet har vokseværk og mange nye børnefamilier flytter til byen, men bymidten er under pres og har svært ved at følge med udviklingen. Hvis Hornslet også skal have en bymidte med forskellige tilbud i fremtiden, så skal bylivet understøttes, mens det stadig er muligt. Derfor har Syddjurs Kommune indstillet Hornslet bymidte om at deltage i den statslige forsøgsordning ’Frie Bymidter’.
Sammen med 13 andre mindre og mellemstore byer, fordelt i landet, er Hornslet blevet udvalgt til at deltage i forsøget som løber fra 2024-2027. I perioden er der afsat i alt 130 mio. – 9 mio. til hver af de 14 bymidter.
Med tilsagnet følger et krav om at etablere et lokalt velfærdscenter, hvilket i Hornslet bliver det nye kulturhus med blandt andet bibliotek, kulturskole og biograf. Du kan læse mere om kulturhuset her.
Syddjurs Kommune og Den Skandinaviske Designhøjskole har indgået et samarbejde om forsøgsprojektet Frie Bymidter i Hornslet. I løbet af foråret 2025 har højskoleeleverne fra linjen Arkitektur og Bydesign besøgt byen, hvor de har bidraget med forslag til hvordan bymidten kan gøres mere levende. Elevernes bidrag kan opleves i udstillingen Håbfuld Bymidte (indtil d. 12. juni), samt i tre fuldskala-projekter, hvor eleverne har designet og bygget tre såkaldte parkletter.

I forsøgsprojektet Frie Bymidter er formålet at afprøve forskellige tiltag, der kan styrke det lokale byliv. En af målsætningerne er at skabe flere opholdssteder. Derfor har alle bymidtens spisesteder fået tilbudt en såkaldt parklet i en forsøgsperiode.
En parklet er et flytbart byrumsmøbel, der ikke fylder mere end en enkelt parkeringsplads, og som typisk bruges til udeservering.
Den 28. maj 2025 blev tre parkletter leveret til Hornslet bymidte: én på Tingvej, én på Bytorv og én på Byvej. Her skal de stå hen over sommeren og forhåbentlig bidrage til, at flere opholder sig i bymidten. Til efteråret bliver de sat på lager, og projektet bliver evalueret. Hvis der er stemning for det, bliver de stillet ud igen i foråret 2026.
Alle tre parkletter og deres placeringer er godkendt af Østjyllands Politi. Parkletten på Tingvej indgår i et trafikforsøg med chikaner, kantafmærkning til cykelsti og indsnævring af vejbanen. Formålet med denne løsning er at sænke hastigheden til maksimalt 40 km/t, hvilket er den anbefalede fartgrænse.
Parkletterne er udført i tæt samarbejde med Den Skandinaviske Designhøjskole. Højskolens elever har udarbejdet skitser, målfaste modeller og bygget parkletterne i fuld skala.