Gå til hovedindhold

Social- og beskæftigelsespolitik 2023-2026

Social- og beskæftigelsespolitik 2023-2026 blev vedtaget i Byrådet den 1. marts 2023.

Indhold

    Forord

    Med Social- og beskæftigelsespolitikken ønsker Byrådet at sætte rammen for udviklingen på social- og beskæftigelsesområdet i perioden 2023–2026. I 2022 vedtog Byrådet Vision og udviklingsstrategi 2022-2034 ”Sammen om det gode liv”. Vision og udviklingsstrategien indeholder fem visionstemaer, der skal have 
    særlig opmærksomhed de kommende år. Social- og beskæftigelsespolitikken tager afsæt i Byrådets Vision og udviklingsstrategi og har særligt fokus på tre af de fem visionstemaer. 

    Virksomhedssamarbejdet er i særligt fokus i denne politik. Vi er optaget af at hjælpe virksomhederne med at rekruttere den rette arbejdskraft og ønsker i endnu højere grad at samarbejde med virksomheder, som ønsker at tage et socialt ansvar og skabe plads til, at flere borgere får mulighed for at være aktive på arbejdsmarkedet. 

    Vi har med denne politik et særligt fokus på unge og på at hjælpe unge i uddannelse og job. Vi mener, at det er afgørende både for at kunne imødekomme efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft og for de unges trivsel.

    Byrådet ønsker med denne politik at understøtte flest muligt i varetage et job, tage en uddannelse og at mestre hverdagen. Det vil vi blandt andet gøre ved at styrke inddragelsen af og dialogen med borgerne og blive endnu bedre til at arbejde helhedsorienteret. Vi ønsker, at man som borger i Syddjurs Kommune skal opleve at få en hjælp, som er sammenhængende og meningsfuld. 

    Vi sætter med denne politik fokus på fællesskaber som bærende for at sikre trivsel og udvikling hos den enkelte. Fællesskaber findes mange steder – på arbejdspladser, i foreningslivet, på uddannelser, i familien, på botilbud og i støttende samværstilbud. Vi ønsker at bidrage til, at flest muligt skal opleve at være en del af et eller flere meningsfyldte fællesskaber. 

    God læselyst
    Jan Aude
    Formand for Social- og beskæftigelsesudvalget

    Fra vision til politik

    Social- og beskæftigelsespolitikken bygger videre på Byrådets Vision og udviklingsstrategi ”Sammen om det gode liv” for årene 2022-2034. Vision og udviklingsstrategien indeholder fem visionstemaer og en række pejlemærker, som Byrådet ønsker et særligt fokus på. Visionstemaerne fremgår nedenfor. Social- og beskæftigelsespolitikken er gældende for perioden 2023-2026.

    Politikken er blandt andet blevet til med inspiration fra borgere, pårørende, virksomheder og Syddjurs Kommunes Handicapråd via dialogmøder og borgerdialog.

    De fem visionstemaer i Vision og udviklingsstrategien

    » Tema 1 - Erhvervsliv og arbejdsmarked i udvikling.
    » Tema 2 - Liv i naturen.
    » Tema 3 - Bæredygtig bosætning
    » Tema 4 - Kultur, fællesskaber og velfærd for alle
    » Tema 5 - Lokaldemokrati og inddragelse

    Temaer, pejlemærker og fokusområder

    Social- og beskæftigelsespolitikken er bygget op om tre af de fem visionstemaer fra Vision og udviklingsstrategien, samt seks pejlemærker fra Vision og udviklingsstrategien. 

    Tre temaer og seks pejlemærker for Social- og beskæftigelsespolitikken

    Tema 1: Erhvervsliv og arbejdsmarked i udvikling
    » Den rette arbejdskraft.
    » Social ansvarlighed.

    Tema 4: Kultur, fællesskaber og velfærd for alle
    » Mestring af eget liv.
    » Fællesskaber mod ensomhed.
    » Børn og unge med mod på livet.

    Tema 5: Lokaldemokrati og inddragelse
    » Sammen om bedre løsninger.

    Med afsæt i ovenstående visionstemaer og pejlemærker har Byrådet udvalgt fem fokusområder, der særligt beskriver den indsats og det fokus Byrådet ønsker med politikken på social- og beskæftigelsesområdet. Der er udarbejdet målsætninger for hvert af fokusområderne, som skal bidrage til at indfri de politiske ambitioner 
    for social- og beskæftigelsesområdet.

    Fokusområder

    » Virksomhedssamarbejde
    » Unge
    » Helhedsorienterede indsatser
    » Fællesskaber
    » Den gode borgerdialog

    Fokusområde 1: Virksomhedssamarbejde

    Vi ønsker at medvirke til, at virksomhederne får den nødvendige arbejdskraft, og at endnu flere finder vej til og fastholdes på arbejdsmarkedet, herunder seniorer. 

    Vi ved, at en virksomhedspraktik, et job på få timer eller et job med løntilskud er den hurtigste og bedste vej tilbage på arbejdsmarkedet for mange ledige. Samtidig ved vi, at andre indsatser kan styrkes, hvis det iværksættes parallelt med en virksomhedsrettet indsats.

    Vi kan via en tæt dialog og samarbejde med virksomhederne hjælpe med at imødekomme virksomhedernes rekrutteringsbehov og samtidig hjælpe flere borgere, der har brug for en ekstra indsats for at komme ud på arbejdsmarkedet.

    Vi vil derfor styrke samarbejdet med virksomhederne om at finde, opkvalificere og fastholde den rette arbejdskraft. Vi vil også samarbejde med virksomhederne om at begrænse risikoen for sygefravær og hjælpe sygemeldte tilbage i job hurtigst muligt.

    Jeg vil gerne ud blandt andre i stedet for at sidde alene derhjemme.

    Citat fra borgerdialog

    Det er vigtigt at give borger og virksomhed frihed til at finde den gode løsning i det konkrete samarbejde.

    Citat fra dialogmøde, virksomhedsejer

    Vi vil også styrke samarbejdet med det lokale erhvervsliv om at skabe et arbejdsmarked med plads til alle. Det vil vi blandt andet gøre ved at støtte op om, synliggøre og indgå partnerskaber med virksomheder, som tager et socialt ansvar og samtidig sætte fokus på, hvad gevinsten kan være for virksomhederne.

    Målsætninger

    Det betyder, at vi vil styrke virksomhedssamarbejdet ved at:

    • Opretholde et tæt kendskab til det lokale erhvervsliv og virksomhedernes behov for arbejdskraft.
    • Have fokus på at opkvalificere borgere, så deres kompetencer passer til de områder, hvor der er størst behov for arbejdskraft.
    • Uddele en virksomhedspris til virksomheder, der gør en særlig indsats for at skabe job og udviklingsmuligheder for sårbare 
      borgere på arbejdsmarkedet

    Fokusområde 2: Unge

    Vi ønsker, at alle unge skal have mulighed for at være en del at et meningsfuldt fællesskab på en uddannelse, en arbejdsplads og i hverdagslivet. Lige så vel ønsker vi at bidrage til, at virksomhederne i fremtiden har adgang til den nødvendige arbejdskraft. De unge skal bære samfundet i fremtiden, så det er vigtigt, at de har de bedst mulige forudsætninger for at kunne gennemføre en uddannelse, komme ud på arbejdsmarkedet og bidrage med innovative samfundsløsninger. 

    Vi tror på, at vi ved at hjælpe flere unge til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse, kan styrke trivslen blandt unge og i højere grad imødekomme erhvervslivets efterspørgsel på arbejdskraft. Alle unge har udbytte af at kunne spejle sig i jævnaldrende med udgangspunkt i interesser og ønsker for fremtiden. Vejen til en uddannelse vil for nogle unge være gennem et arbejde, hvor den unge får mod på at uddanne sig og opnår konkret erfaring med et fag. 

    Vi mener, at vi med den rette vejledning, et tæt tværfagligt samarbejde omkring de særligt sårbare unge, samt samarbejde med uddannelsesinstitutioner kan hjælpe flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Vi vil også have fokus på at inddrage den unges forældre og netværk. Vi mener, at mødet med virksomhederne, via eksempelvis praktik eller fritidsjob, kan give unge en jobidentitet og motivere til at tage en uddannelse eller et job. 

    Det er vigtigt, at man bliver mødt af den hjælp og støtte, der er brug for, også selvom problemet er inden for et andet fagområde.

    Citat fra dialogmøde

    At være en del af et fællesskab og at møde andre unge er vigtigt for mig og giver mig struktur i min hverdag.

    Citat fra borgerdialog

    Vi vil derfor via vejledning og samarbejde understøtte de unge i at blive opmærksomme på egne kompetencer og finde frem til drømme og ambitioner for fremtiden. På den baggrund kan vi understøtte de unge i at træffe egne valg om uddannelse og fremtid, som matcher den enkeltes evner og interesser med arbejdsmarkedets behov. Vi vil have et særligt fokus på overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse og overgangen til at blive myndig, når man fylder 18 år. I Syddjurs Kommune er der stor efterspørgsel på faglært arbejdskraft, og vi vil derfor have fokus på, at unge vælger en erhvervsuddannelse.

    Målsætninger

    Det betyder, at vi vil styrke unges muligheder for uddannelse og job ved at:

    • Udarbejde en konkret og detaljeret samarbejdsmodel for det tværgående samarbejde om de unge, som har behov for støtte fra flere fagområder.
    • Afprøve og implementere et redskab, der kan understøtte arbejdet med progression på tværs af fagområder, herunder konkretisere og synliggøre udviklingen i den unges forløb.
    • Styrke og udvide samarbejdet med virksomheder og aktører i civilsamfundet, som ønsker at yde en særlig indsats for unge med eksempelvis skolepraktik, fritidsjob og lærepladser.

    Fokusområde 3: Helhedsorienterede indsatser

    Vi ønsker at styrke den enkelte borgers forudsætninger for i så høj grad som muligt at mestre og tage aktivt del i eget liv. Vi tror på, at livsmestring og beskæftigelse understøtter hinanden og er hinandens forudsætninger. 

    Vi mener, at vi via en helhedsorienteret tilgang bedst muligt kan understøtte borgernes udvikling af kompetencer, livsfærdigheder, handlekraft og selvbestemmelse i eget liv. Vi kan hermed hjælpe borgerne til i så høj grad som muligt at være selvhjulpne og selvforsørgende.

    Vi vil derfor styrke og udbrede den helhedsorienterede tilgang, så borgere, der har brug for denne indsats, oplever at få en sammenhængende og tværfaglig indsats. Med en helhedsorienteret tilgang ses der på borgerens samlede livssituation, ønsker for egen fremtid, færdigheder og udfordringer. Vi bestræber os på, at der i indsatserne tages højde for helheden af alle relevante forhold i borgerens liv som eksempelvis tilknytning til arbejdsmarkedet, sociale forhold, familiesituation og sundhed. 

    En helhedsorienteret tilgang vil også kunne understøtte, at flere borgere med psykiske, fysiske og sociale udfordringer har mulighed for at deltage i tilbud lokalt i kommunen og fastholde kontakten til deres netværk. 

    Det er vigtigt at have øje for helheden - det hele menneske.

    Citat fra dialogmøde

    Vi mener, at en åben og inddragende dialog med borgeren på borgerens præmisser er fundamentet for at lykkedes med en helhedsorienteret indsats. Vi vil derfor blandt andet have fokus på at skabe bedre og friere rammer for, at medarbejderne kan bruge deres faglighed til sammen med borgeren at finde meningsfulde løsninger.

    Vi mener, at en forudsætning for at lykkedes med en sammenhængende indsats er, at vi på tværs af fagområder arbejder efter de samme mål med den enkelte borger. Vi vil derfor også have fokus på at styrke den fælles kultur og dialog på tværs af fagområder.

    Målsætninger

    Det betyder, at vi vil styrke den helhedsorienterede indsats ved at: 

    • Iværksætte konkrete tiltag, der skal styrke den tværfaglige dialog og samarbejde, eksempelvis via en styrket vidensdeling om indsatser på tværs af fagområder. Tiltagene vil blandt andet blive iværksat i forbindelse med implementeringen af den kommende hovedlov, der sætter rammerne for en mere helhedsorienteret indsats.
    • Udvikle og anvende flere typer af fleksible, tidlige og forebyggende indsatser, herunder muligheden for hjælpemidler med henblik på, at flere borgere kan blive i job eller uddannelse og i egen bolig.
    • Udvikle løsninger som muliggør, at endnu flere borgere med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer kan forblive boende i Syddjurs Kommune og dermed tæt på deres netværk samt i egen bolig. 

    Fokusområde 5: Den gode borgerdialog

    Vi ønsker, at alle borgere oplever at blive hørt og inddraget i sagsbehandlingen og beslutninger, som berører dem.

    Vi tror på, at vi gennem en tryg og tillidsfuld dialog styrker samarbejdet med borgeren og borgernes selvbestemmelse. Det giver bedre løsninger for den enkelte. Vi mener, at en respektfuld, værdig og gennemsigtig dialog er fundamentet for et godt samarbejde og gode løsninger. Derved højnes kvaliteten i sagsbehandlingen og den løbende kontakt med borgerne. 

    Vi vil derfor i vores dialog med borgerne møde dem med tillid og tro på, at de har potentiale til at opnå deres drømme og mål indenfor job, uddannelse og social mestring. Dialogen skal sikre, at borgeren kender sine muligheder og understøtte borgeren i at træffe egne oplyste valg og tage ansvar for eget forløb.

    Vi vil understøtte alle aspekter af en god borgerdialog ved at arbejde for, at medarbejdere og ledere opnår den faglige frihed og det faglige råderum, der skal til for at underbygge indsatsen. Vi vil også styrke samarbejdet med pårørende, da de for nogle borgere vil være den bedste indgang til at inddrage og engagere borgeren i eget forløb.

    Det handler om god kommunikation og åbenhed, og det skal der være tid til.

    Citat fra dialogmøde

    Det er vigtigt, at der bliver lyttet til mig og mine behov, og at jeg bliver involveret i beslutninger omkring mine egne sager.

    Citat fra borgerdialog

    Vi vil samarbejde med Syddjurs Kommunes Borgerrådgiver om at styrke den gode borgerdialog og gennemsigtighed i forbindelse med 
    sagsbehandlingen. Vi vil også styrke den digitale tilgængelighed, 
    så mulighederne for løbende dialog og selvbetjening i forhold til job og rekruttering øges for både ledige og virksomheder. Digitale løsninger skal anvendes med øje for den enkelte borgers behov.

    Målsætninger

    Det betyder, at vi vil styrke dialogen med borgeren ved at:

    • Iværksætte løbende dialog med borgere og pårørende, så samskabelse sikres og alle bliver hørt.
    • Iværksætte tilfredshedsundersøgelse blandt borgere, herunder undersøgelse af borgerens oplevelse af gennemsigtighed 
      i sagsbehandlingen.
    • Implementere digitale løsninger og værktøjer til gavn for borgere og virksomheder, eksempelvis redskaber, der understøtter en samskabende dialog med borgeren.

    Social- og beskæftigelsespolitikken og FN’s 17 verdensmål

    Social- og beskæftigelsespolitikken understøtter særligt tre af FN’s verdensmål. De tre mål omsætter vi til konkrete handlinger via politikkens fem fokusområder.

    Vi bidrager til verdensmålet om sundhed og trivsel, når vi styrker vores helhedsorienterede indsatser og arbejder med sociale fællesskaber.

    Vi bidrager til verdensmålet om anstændige jobs og økonomisk vækst, når vi samarbejder med virksomheder om rekruttering og et rummeligt arbejdsmarked.

    Vi bidrager til verdensmålet om partnerskaber, når vi samarbejder med civilsamfund og virksomheder om at styrke trivslen blandt unge.

    Opfølgning på Social- og beskæftigelsespolitikken

    Hvert år følger Social- og beskæftigelsesudvalget op på arbejdet med fokusområderne i politikken, og udvalget vurderer, om målsætningerne skal revideres. 

    På baggrund af politikken bliver der årligt formuleret en række resultatmål for indsatserne på social- og beskæftigelsesområdet. Resultatmålene fastsættes sammen med budgettet, og der følges op på målene i forbindelse med de løbende budgetopfølgninger og godkendelse af regnskabet. 

    Social- og beskæftigelsespolitikken udgør sammen med resultatmålene Syddjurs Kommunes årlige lovpligtige beskæftigelsesplan i 2023.