Ældrerådets forretningsorden blev godkendt på et møde i Ældrerådet den 20. januar 2026.
- Rådets møder ledes af formanden, i dennes fravær af næstformanden.
- Formand og næstformand udarbejder i samarbejde med sekretæren
dagsorden for møderne.
- Emner der skal optages på dagsordenen, skal sendes til formanden
senest 12 dage før mødets afholdelse.
- Dagsordensoplæg sendes til administrationen senest 7 dage før
mødets afholdelse.
- Dagsorden for mødet skal være medlemmerne i hænde senest 5 dage
før mødets afholdelse.
- Følgende indgår som faste punkter på dagsordenen:
• Godkendelse af og evt. tilføjelser til dagsordenen.
• Opfølgning på referatet fra sidste møde.
• Nyt fra ældrerådets nedsatte udvalg.
• Nyt fra plejehjemsbestyrelserne.
• Orientering fra forvaltningen.
• Orientering ved formand.
• Information til medier.
• Eventuelt.
Derudover oplæg fra faglige medarbejdere, aktuelle høringer, sager og
evt. temaer øverst på dagsordenen.
Der orienteres om indkomne klagesager i året i juni og november
måned.
Ældrerådets rådighedsbeløb og forbrug gennemgås på
ældrerådsmøder i februar og juni.
- Dagsordenpunkter skal så vidt muligt udformes således, at teksten kan
danne grundlag for beslutning, evt. i form af medfølgende bilag.
- Beslutninger i rådet vedtages ved simpelt flertal af de fremmødte
rådsmedlemmer, idet det dog forudsættes at mindst halvdelen af rådet
er til stede. I tilfælde af stemmelighed, er formandens stemme
udslagsgivende.
- Formanden sørger for, at de beslutninger, hvor rådet skal agere, bliver
udført.
- Det er alene formanden eller i dennes fravær næstformanden, der på
rådets vegne kan forhandle med offentlige myndigheder.
- Der holdes møde en gang om måneden, undtagen juli.
- Ekstraordinære møder indkaldes med minimum 7 dages varsel på
formandens initiativ eller et flertal af rådets medlemmer, der
fremsætter ønske herom overfor formanden med angivelse af emner,
der måtte ønskes behandlet.
- Formanden eller i dennes forfald næstformanden udfører rådgivende
funktioner ved hastesager. Øvrige medlemmer orienteres på
førstkommende møde.
- Hvis et medlem er forhindret i at deltage, meddeles dette til formanden
inden mødet. I protokollen/referater fra mødet, anføres hvilke
medlemmer, der har været fraværende.
- Ved rådets møder kan der efter rådets bestemmelse deltage
forvaltningspersonale f.eks. ved gennemgang af budgetmateriale,
temaer og i komplicerede sager i øvrigt.
- Ældrerådets udvalg udarbejder forslag til høringssvar, som forelægges
det samlede ældreråd. Hvis det ikke kan nås, rundsendes forslaget til
høringssvar pr. mail til alle ældrerådsmedlemmer, der godkender
forslaget eller kommer med ændringsforslag til indholdet eller sproglige
formuleringer. I mailkorrespondancer benytter Ældrerådet ”Svar alle”.
Manglende tilbagemelding inden for den til sagen fastsatte frist
betragtes som godkendelse af høringssvaret.
- Det tilstræbes, at der er enighed i Ældrerådet i forhold til afgivne
høringssvar. Hvis enighed undtagelsesvis ikke opnås, kan
særstandpunkter tilføjes.
- Høringssvar underskrives af formanden og i dennes fravær af
næstformanden.
- Referat fra møder i Ældrerådets udvalg sendes til udvalgets medlemmer
til godkendelse. Udvalgets medlemmer har tre hverdage til at
kommentere referatet og komme med ændringer. Manglende
tilbagemelding betragtes som godkendelse af referatet. Herefter
sendes det til Ældrerådets formand, som sender til hele rådet og
administrationen til arkivering.
- Referat af Ældrerådets møder er tilgængelig på kommunens
hjemmeside efter 3 dage.
- Efter aftale på ældrerådsmøderne kan der ske yderligere information i
lokale og sociale medier.
- Det er alene formanden eller i dennes fravær næstformanden, der på
rådets vegne kan udtale sig til pressen. Rådets medlemmer kan på egne
vegne udtale sig om arbejdet i rådet med loyalitet over for de
beslutninger, der er truffet i Ældrerådet og under iagttagelse af
tavshedspligten. Alle medlemmer kan udtale sig om personlige
synspunkter, men kan ikke tegne hele Ældrerådet.
- Ved henvendelse til/fra pressen er formanden kontaktperson.
- Forretningsorden tages til revision en gang årligt i januar måned.